Samkørsel af registre er et upræcist opsporingsredskab

Regeringen har foreslået, at kommunerne skal have mulighed for at samkøre deres registre for at opspore udsatte børn tidligere. Men forskningen viser, at denne form for datadrevet opsporing er et meget upålideligt redskab.

Regeringen har i sin nyligt fremsatte ghetto-plan foreslået, at det skal være muligt for kommunerne uden samtykke at sammenkøre registeroplysninger om familier. Hensigten er, at dette gør det nemmere for kommunerne at opspore udsatte børn ved tidligere end i dag at kunne identificere, hvilke børn der er i risiko for mistrivsel.

Forslaget er angiveligt inspireret af Gladsaxe Kommune, der som en del af frikommuneordningen har søgt om tilladelse til at sammenkøre sådanne oplysninger. På baggrund af en række risikoindikatorer mener kommunen, at det er muligt at designe en dataunderstøttet opsporingsmodel med henblik på at opdage og handle på disse risici inden børnene udvikler symptomer på mistrivsel. Modellen skal samkøre kommunens egne data om familierne fra sundhedsområdet, socialområdet, beskæftigelsesområdet samt dagtilbudsområdet. Regeringen vil med ghettoplanen køre det muligt for alle kommuner at følge Gladsaxes Kommunes forslag.

Idéen om at sammenkøre registre på denne måde har mødt kritik fra flere sider, blandt andet de faglige organisationer og juridiske eksperter, der mener, at forslaget er disproportionalt i forhold til, hvor mange familier der på denne måde bliver overvåget uden samtykke. Andre peger på, at der med forslaget er tale om en glidebane på vej mod et overvågningssamfund.

Målet helliger midlet

Fra Gladsaxe Kommune henvises der til, at opsporingen af udsatte børn har den højeste prioritet og at andre hensyn må vige for at undgå, at børn lider overlast og overgreb. Målet helliger midlet, må man forstå.

Jeg anerkender forslagets gode intentioner, men det faglige problem med argumentet er, at der desværre ikke er meget grund til at tro, at datadrevet opsporing faktisk vil indfri målet om en mere præcis identifikation af udsatte børn end i dag. Selvom der rigtignok er en statistisk overrepræsentation af udsatte børn fra socialt belastede hjem, er der ikke noget forskningsmæssigt belæg for, at det af den grund kan lade sig gøre med nogen bemærkelsesværdig form for sikkerhed at opspore udsatte børn på baggrund af registerdata.

I hvert fald to danske forskningsrapporter kaster lys over, hvor vanskeligt det er at opspore børn i mistrivsel på baggrund af registerdata. Begge rapporter er fra det forhenværende SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, nuværende VIVE.

Ingen deterministisk sammenhæng

Den ene rapport stammer fra 2015 (Benjaminsen m. fl.) og har undersøgt sammenhængen mellem social marginalisering blandt unge og de unges familiemæssige baggrund. Her undersøges det blandt andet om unge med psykisk sygdom, misbrug eller hjemløshed kommer fra ressourcesvage hjem, hvor forældrene også har tegn på sociale problemer eller psykisk sårbarhed.

Kortlægningen viser, at over halvdelen af alle unge, der kan karakteriseres som socialt marginaliseret, kommer fra familier, hvor ingen af forældrene udviste tegn på marginalisering i form af lav socioøkonomisk status eller psykiske eller sociale problemer. Det er altså ingen deterministisk sammenhæng mellem social marginalisering og familiebaggrund, men i stedet en statistisk chanceulighed, hvilket bekræfter en efterhånden veletableret pointe i forskningen om social arv: Langt fra alle børn fra socialt udsatte familier udvikler selv psykosociale problemer, ligesom der også er børn fra såkaldte ressourcestærke hjem, der får sociale og psykiske problemer senere i livet.

Upræcist opsporingsredskab

Den anden rapport går mere direkte til biddet, om man så må sige. Den er fra 2011 og SFI forsøgte på opdrag fra Socialstyrelsen at udvikle en registerbaseret opsporingsmodel af unge i risiko for at begå kriminalitet. På baggrund af en række registeroplysninger, der omfattede skolefravær, socioøkonomisk status i familien, sociale foranstaltninger, misbrug i familien, psykisk sygdom, ledighed og skilsmisse hos forældrene m.m., afprøvede SFI, om det ville været muligt at identificere hvilke børn, der senere i livet ville begå kriminalitet.

Resultatet var klart og entydigt. På baggrund af det omfattende registermateriale var det ikke muligt med nogen acceptabel præcision at udpege hvilke unge, der var i risiko for senere kriminel adfærd. En stor del af de unge, som var udsat for mange af de ovenstående risikofaktorer, udviste ikke efterfølgende kriminel adfærd, og der var mange unge, som faktisk begik kriminalitet senere i livet, på trods af at de ikke i opsporingsmodellen var udpeget som værende i risiko. Ikke alene udpegede opsporingsmodellen altså en række unge som værende i risiko for kriminalitet, der viste sig ikke at begå kriminalitet i virkeligheden. Modellen ”overså” også en stor andel unge, som faktisk begik kriminalitet senere, såkaldt ”falsk negative”.

Rapportens konklusion lød på den baggrund: ”Man må med andre ord konkludere, at den statistiske model anvendt på registermaterialet kun vil kunne give nogle meget upræcise individuelle sandsynlighedsprognoser for senere kriminalitetsafgørelser” (Christoffersen m. fl. (2011) ”Tidlig identifikation af kriminalitetstruede børn og unge”. København: SFI; s. 75).

Tidlig opsporing kræver faglig dømmekraft

Hvorfor er en så omfattende registerundersøgelse ikke i stand til at danne grundlag for en mere præcis opsporing? Det skyldes naturligvis, at et barns udsathed afhænger af adskillige forhold i barnets liv, flere end noget register kan sammenfatte. Derfor kan børn, der ikke er i ”statistisk risiko” godt være udsat for mistrivsel og overgreb.

Årsagen er, at denne type statistiske modeller uanset hvor avancerede de er og hvor meget ”kunstig intelligens” de anvender, aldrig bliver bedre end de data, man putter ind i modellerne. Og social udsathed er en så kompleks størrelse, at selv de danske registre, der hører til blandt de mest detaljerede i verden, ikke er i stand til at opspore udsathed med en præcision, der kommer i nærheden af det en dygtig pædagog, lærer, socialrådgiver eller anden professionel i velfærdsstatens sikkerhedsnet kan iagttage.

Derfor kræver det kompetente professionelle at identificere, om et barn er i mistrivsel og social udsat. Det er gennem den faktiske interaktion med et barn, at pædagogen, læreren, sundhedsplejersken og andre professionelle kan iagttage barnets adfærd og tegn på manglende trivsel. Men det kræver kompetencer og tid at opfange og handle på disse signaler. Og det vil i mine øjne være mere foreneligt med den eksisterende forskning på området at fokusere ressourcerne her, fremfor udvikling af (endnu) et upræcist registerbaseret opsporingsredskab. 

Emneord: 090318, 130318, Socialt udsatte, Udsatte børn og unge, Databeskyttelse, Data, Gladsaxe Kommune, Metodecentret, Simon Østergaard Møller, Tidlig opsporing og forebyggelse
Metodecentret på DenOffentlige.dk Metodecentret er en medlemsorganisation for kommuner og regioner i hele Danmark. Vi har til formål at bidrage til at forbedre kvaliteten på det sociale område og samtidig udnytte ressourcerne bedre...
Aktivitet: Artikler: 8 | Kompetenceområder: 4

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også