Børnepsykiateren om den bidende og ødelæggende skyldfølelse hos forældre

Børnespykiateren skriver om den bidende anklagende stærke skyldfølelse, hun møder hos forældre, og peger på, at omgivelserne skal være meget forsigtig med at forstærke den. Tag i stedet et følelsesmæssigt medansvar, foreslår Nina Tejs Jørring.

Mon ikke alle forældre kender denne tanke: “Hvad har jeg gjort dog forkert?” Den kommer ofte, når vores børn oplever problemer, bliver syge, bliver drillet eller mobbet, har det svært i skolen eller med vennerne.

I mit arbejde med familier, hvor et barn har en psykisk lidelse hører jeg hele tiden spørgsmålet, og det kommer i mange udgaver: “Hvorfor så jeg ikke, at min datter led?”, “Hvor gik vi galt?”, “Hvorfor gjorde vi det ikke helt anderledes?” osv.

Følg bloggen om psykiatrien

Børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring blogger her på DenOffentlige.dk om psykiatrien.
 
"Psykiatrien er ikke længere tabu, men det er stadig voldsomt stigmatiserende at have en psykisk lidelse. Det skal ændres," siger hun.
 

Skyldfølelsen har på dette tidspunkt ofte fået en helt urimelig magt over forældrene, fordi den bilder dem ind, at de har gjort alt galt, og de intet kan. De har fejlet lige der, hvor de allerhelst ønsker at lykkes. Så står de handlingslammede og virker for den uvidende tilskuer som totalt passive, ja for nogen endda kolde og inkompetente forældre.

At blive set på med kritiske, dømmende øjne giver naturligvis ikke mere overskud, men derimod ny sorg og afmagt. Det forstærker kun det jeg kalder ”Forældre-skyldfølelsen”.

Desværre har disse forældre også tit mødt både profesionelle og pårørende, der har været ude med skyldspålæggelsen, og gjort skyldfølelsens magt direkte lammende.

“Mon ikke det er fordi I som forældre ikke gør det rigtigt? ......!”

Vi elsker at finde årsager, men bruger sjældent tid på at sætte os ordentlig ind i sagerne. Og så er det så dejligt nemt at give forældrene skylden, som om de med vilje ønsker deres børn psykisk lidelse.

Udskam skyldfølelsen

Jeg har i mange år forsøgt at skamme "Forældre-skyldfølelsen" ud, talt til den, som om den var en person i rummet sammen med os:

“Dumme "Forældre-skyldfølelse", du har ingen plads i denne familie, dette er gode forældre/en god forælder, som gør sit bedste, de har ikke handlet mod bedre vidende.” 

Vi har sammen undersøgt hvordan forældreskyldfølelsen prøver at bilde forældre ind, at de er dårlige forældre, og at intet af hvad de gør er godt. Det er min erfaring, at det ofte er hjælpsomt, og frigiver energi til at tænke bedre om sig selv, tilgive sig selv at man ikke kan alt og åbner op for modet til at prøve nyt.

Ansvar og Skyld

Skyld og skam hører sammen med ansvar og løfter. I det øjeblik man begynder at drømme om et barn, begynder man allerede at forme sit forældreskab. Man forestiller sig hvordan man vil opdrage sit barn, hvilke idealer og værdier man vil give videre, og hvordan man vil elske og beskytte sit barn. Som en kvinde fortalte mig:

Prøv DenOffentlige

DenOffentlige får ingen mediestøtte, er gratis debat, videndeling og nyheder, som 100.000 mennesker hver måned læser. 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

“Jeg lovede ham jo, allerede før han blev født en lykkelig barndom. Det blev den ikke, hvordan kan jeg ikke føle skyld? Jeg holdt jo ikke mit løfte.” 

Og :

“Som forældre påtager jeg mig ansvaret for mit barns opvækst. Det ansvar lever jeg ikke op til. Hun havde ikke en god tid i børnehaven, og nu kan jeg ikke få hende ind på en skole, der kan give hende nogle gode rammer at udvikle sig i.”

Eller:

“Det er mit ansvar at vide hvad mit barn har brug for. Men jeg har slet ikke forstået min søn og hans særlige sjæl, og slet ikke givet ham det, han havde brug for.”

Jeg forestiller mig, at jeg i fremtiden vil tage mange samtaler om hvilke drømme forældrene havde for deres forældreskab, når forældreskyldfølelsen stikker sit hoved frem. For de giver os andre vinkler på skyldfølelsen, viser os hvordan den også udspringer af kærlighed og ansvar, af løfter givet til et ufødt barn.

Så mange selv-bebrejdelser, så megen forældre-skyldfølelse

I sådanne samtaler bliver det tydeligt hvordan ansvar og magt er tæt forbundne: “Hvordan kan jeg have ansvar, hvis jeg ingen magt har?”

På samme måde må vi erkende, at magt og viden er tæt forbundne: “Hvordan kunne jeg handle anderledes med den begrænsede viden, jeg havde den gang?”

Forældre til børn med autisme bebrejder sig selv, at de ikke udøvede autismepædagogik i en periode af barnets liv, hvor forældrene aldrig havde hørt ordet autisme (eller bebrejdes de af "Forældre-skyldfølelsen?).

Forældre bebrejder sig selv, at de har videregivet gener, der gør deres børn sårbare overfor diverse traumatiserende hændelser, som de, som forældre ikke har kunnet afværge. Det være sig skilsmisser, fysiske og psykiske sygdomme i familien, mobning i skolen, vold eller voldtægt, en skolereform der kun passer til ca. 80% af de danske børn, arbejdsløshed eller dødsfald i familien. Jeg kunne blive ved. 

Mød lægen, psykiateren og borgeren på DenOffentlige

Tre stærke bloggere på DenOffentlige.

Den praktiserende læge Thomas Birk Kristiansen, der udover praksis i Ishøj også er formand for Patientdataforeningen. 

Børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring, der beretter fra psykiatriens hjerte. 

Borger og far til børn med diagnoser, Anders Dinsen, der insisterer på det hele og gode samfund.

De bebrejder sig selv, at deres opdragelse ikke har haft den ønskede effekt, fordi de nu, i bagklogskabens klare lys og med deres nye viden ved, at de kunne have gjort noget andet, havde de blot vidst, at deres barn ikke skulle opdrages præcis som de ellers troede at børn skulle opdrages.

Kærlighed og nye kræfter

I vores samtaler om hvad de gjorde og hvad de havde af hensigter, hører jeg mange gode fortællinger om at påtage sig ansvar, handle efter sin bedste overbevisning og med de bedste hensigter. Det giver os viden om forældrenes evne til at påtage sig ansvar, ikke kun når noget lykkes, men også når det går skidt. Påtage sig ansvar og skyld for det der skete. For skyldfølelsen handler også om modet til at se på det der skete, evaluere hvad er godt og skidt, lære både af det der lykkedes og af det der ikke lykkedes. Kærligheden og ansvarsfølelsen handler om at turde at prøve igen, blive ved og holde fast. 

De fortællinger fravrister skyldfølelsen noget af dens lammende magt over forældrene, og giver ansvarsfølelsen mere plads. Forældrene får handlekraft til igen at indtage deres rette plads og handle som de kærlige og kompetente forældre de er. Så ser jeg forældre, der får kræfter til at ændre deres handlinger i hjemmet, og kræfter til at kæmpe videre for den behandling og de skoleindsatser, som deres børn har brug for.

Jeg kunne ønske for 2018, at både pårørende og profesionelle fralægger os retten til skyldspålæggelse, og i stedet tilbyder at vi påtager os et medansvar for børns psykiske lidelser. At vi viser dem respekt for de store problemer og dilemmmaer de står i, vel vidende, at vi ikke kunne gøre det bedre, var vi i deres sko.

Kan vi tage et medansvar?

Hvordan mon det ville se ud, hvis vi profesionelle (og her tænker jeg på alle mulige profesionelle, f.eks. børnehavepædagoger, socialrådgivere, skolelærere, psykologer, læger og politikere) påtog os et medansvar, pålagde os selv noget skyld, for de psykiske lidelser? Hvilke handlinger ville man så foretage sig som politiker, sagsbehandler, skolelærer, læge, psykolog, børnehavepædagog osv.? Hvis vi forestillede os, det var vores barn, at vi var i deres sko? Det er da et tankeeksperiment værd, ikke?

Forestil dig, at vi sidder ved et møde, og hver eneste af de professionelle overvejer: Hvad har jeg og min profession gjort forkert? Og: Hvad kan vi gøre bedre? I børnehaven vil man overveje om der har været for meget støj, for lidt opmærksomhed osv. I skolen vil man overveje om man har overset drillerier, overset barnets forgæves forsøg på at blive en del af et fælleskab, ikke givet barnet tilstrækkelig ro til at indlære osv. osv. 

Jeg lover jer, der vil komme en anderledes dialog. Lad os nuancere "Forældre-skyldfølelsen" så den forvandler sig og giver plads til det fælles ansvar alle vi voksne omkring de sårbare børn har, så de kan få den bedst mulige udvikling.

 
Emneord: Nina Tejs Jørring, Psykiatrien, Familiepolitik, Udsatte familier, Udsatte børn og unge, Børn med særlige behov, Unge med psykiske lidelser, Børn og unge med særlige behov, Familieterapi, 090118, 120118
Nina Tejs Jørring på DenOffentlige.dk Psykiatrien er ikke længere tabu, men det er stadig voldsomt stigmatiserende at have en psykisk lidelse. Det skal ændres. Mennesker med psykisk sygdom skal behandles med samme respekt og omsorg...
Aktivitet: Artikler: 30 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 13.01.18 Susanne Holgaard Svendsen.
    Selvindsigt og kærlighed fører til øget ansvarlighed.

    At erkende at have gjort noget, som har medført sorg, angst, vrede, utryghed og smerte hos et andet individ, BØR få ethvert levende menneske til ransage egne erfaringer, motiver, tanker og følelser - og handlinger.
    Der er ingen tvivl om, at psykiatriens ansatte har uendeligt meget at lære, hvis de virkelig ønsker at hjælpe de mennesker, som af egen fri vilje, eller imod deres vilje kommer i kontakt med dem.
    Jeg VED, at den sygeliggørelse og daglige overgreb en tvangsindlagt oplever, som ufrivillig indlagt, er uhyggeligt destruktivt. I den sammenhæng savner jeg at borgerne i Danmark bruger mere energi på selverkendelse og personlig udvikling af evnen til at elske og respektere andre mennesker, og mindre på at ville indoktrinere, og bruge tvang overfor børn, unge og voksne, som( ihvertfald i en periode), er mere følsomme end gennemsnittet.
    Der er ufatteligt mange mennesker, som ikke udviser den mindste smule indsigt i helt normale fysiske og psykiske reaktioner, på svære livsomstændigheder.
    Der gælder desværre også for en del af de ansatte i psykiatrien. Og det er horribelt, at netop personer, som forventes at have, mere end basal viden om krop og psyke, kan udvise total mangel på indsigt, taget i betragtning hvilke magtredskaber de har adgang til, OG BENYTTER SIG Af.
    Ingen må se bort fra det personlige ansvar for egen ageren, for kun gennem en selverkendelsesproces, kan en ny og mere konstruktiv og kærlig livsvisdom blive født, og komme til udtryk. Både til gavn forden enekelte, men i høj grad også for de mennesker vi hver især har omkring os.
    Vi skal som borgere ikke bare acceptere, at nogle, uanset faglig uddannelse, mener sig berettiget til at påføre andre lidelse,gennem voldelige overgreb, i forbindelse med tvangsmedicinering,bæltefiksering og indespærring.
    Vi skal alle være bedre til at huske på, at hvis X eller Y udviser en anderledes adfærd end den vedkommende normalt udviser, SÅ ER DER EN ÅRSAG !.
    Den årsag KAN være, at X oplever sig svigtet, lider under mangel på kærlighed, omsorg og medbestemmelse og frihed. Eller at Y har oplevet en eller flere dybt traumatiserende hændelser. Og at den verden vi lever i kan være frygtindgydende, fordi for mange tyranner, politikere og andre , VIL HAVE MAGT, og mangler menneskelig indsigt og kærlighedsevne.
    Nej, vi kan ikke ændre hele verdens befolkning, som forældre, men vi kan gøre en personlig indsats for at udvikle os som individer, så vi får mere overskud og viden om os selv og hinanden.DET SKYLDER VI BÅDE OS SELV OG HINANDEN.
    Jeg har grædt for de mennesker, som er blevet så totalt misforstået i vores samfund, og mest forde børn, unge og voksne, som har mistet livet, og de af os, som har fået så alvorlige og livstruende men, af fejlbehandlinger i det danske sundhedsvæsen.
    Årsagen til at det er sket, skyldes uvidenhed, kynisme, hierakiske uddannelses-og ansættelsesforhold, og manglende erkendelse hos de ansatte, hos de pårørende og de indlagte, og hos politikerne, om årsagerne til at mennesker reagerer anderledes end " normalt".
    Jeg forstår både de der nærer afsky og had, mod det ofte skånselsløse psykiatriske systems ansatte, som vedligeholder magten bag de låste døre og nedrullede gardiner ( for ikke at tabe ansigt ?), men også de der er taknemmelige, fordi de har overladt ansvaret for at holde sig, eller nærtstående i live, til de ansatte. Men hvis ER ansvaret ?.......Og ikke mindst, HVORDAN HJÆLPER VI HINANDEN LIGE NU, OG IMORGEN, og igen dagen efter,

    Først og fremmest ved at tage ANSVAR for eget liv og handlinger, og ved at give hinanden hjælp til at tage ansvar, IKKEved at obertage ansvaret. FOR du kan ikke vide hvad jeg har behov for, lige så lidt som jeg kan vide hvad du har brug for. ET " NEJ, jeg kan ikke tåle medicin, at være frataget min frihed og handlemuligheder, og at I begår daglige overgreb imod mig."
    De ansatte SKAL respektere individets ret til at afgøre hvad der er bedst, for hver især kender vi vores grænser og kroppe bedst.
    Jeg har kendt mange, som har haft kontakt til psykiatrien, både blandt børn, unge og voksne, og hvis flere borgere, og stemmeberettigede, evner at erkende hvor destruktivt tvangsbehandling og psykofarmaca kan være, OG lader være at støtte politikere og de psykiatere, som benytter tvangsbehandling, istedet udvikler den nødvendige indsigt i årsager og virkninger, da kan vi sammen skabe et samfund som er bedre at leve i, hvor færre oplever at få smadret deres liv og menneskelige tillid, i psykiatrien.
    Det glæder mig, at stadigt flere sundhedsansatte offentligt bekender, at de ikke bryder sig om at bruge tvang, men jeg savner HANDLING og ANSVAR bag ordene, og ønsker ikke, fremover at læse om psykiatere, " som vsker deres hænder", i den antagelse, at det ikke er deres skyld !.
    Hvis DU var den der med magt,sammen med dine kolleger spærrede x eller y inde, og med hårde hænder spændte læderremmene om deres sorgfulde og vrede kroppe, eller jog sprøjterne med psykofarmaca i kroppen pådem,da VAR det dig der gjorde det. OG DET ER DIN del af dit ansvar.
    Så gør noget ansådet fra nu af,husk på, du VED ikke hvad den person du begår overgrebene imod, tænker , føler, evner og ertbevidst om, og glem ALDRIG at spørge vedkommende, og respekter alt som er indenfor rimelighedens grænser!
    Da tager du ansvar, for dine handlinger, og det samme kan forældre og andre pårørende og også de ( tvangs)indlagte gøre.

    Tænk så forøvrigt på, hvor mange milliarder kr. der spares på vanvittig dyr " medicin" og sengepladser, hvis flere udviklær den nødvendige indsigt.
    Det kan tage årtier at hele efter tvangsbehandlingens traumatiske oplevelser, og ikke mindst medikamenternes destruktive og i nogle tilfælde livstruende virkning. Støt dog folk i at komme videre, udfra hvem DE er, ikke hvad I ansatte TROR virker.


  • 12.01.18 Birgitte
    Tak

    Jeg vil bare sige tak for et rigtig spændende indlæg :) Mine børn har ikke diagnoser, men jeg kan sagtens genkende problemstillingen, f.eks. i forhold til skolen som ofte "fodrer" mig med alt jeg burde gøre bedre. Virkelig brugbart :)

  • 09.01.18 amanda
    psykiatriens falske ansigt

    den eksisterende psykiatri der kører i danmark har kostet så mange menneskeliv at man skulle tro det var lyv - men at proppe børnene med psykofarmaka burde udløse den største fængselsstraf gerne livstid - jeg kender alt til psykiatrien med min barn der 2 gange er blevet eksperimenteret med så han har været klinisk død og holdt nærmest i komo i 10 dage hvor han lå på en ledning - jeg mener seriøst at alle forældre skal få deres børn så langt væk fra disse gale mennesker og så få målt hormonbalancen på deres børn - det er som regel en mangel der gør at børnene reagerer som de gør . ud med psykiatrien og de menensker der arbejder indenfor dette er som regel bindegale selv

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også