Thyra Frank: Walking dead i velfærdsstaten

Et kærligt væsen og god vilje rækker alene til omsorg. Ældreminister Thyra Frank er blevet walking dead i velfærdsstatens maskinrum.

Millionerne fosser gennem ældreministeriet mens Thyra Frank smiler kærligt og deler omsorg og varme ud til alle sine relationer. Siden hun indtog ministeriet for et års tid siden har hun hævet over 1 million kroner i ministerløn, og optjent retten til ministerpension, når det en dag er slut. Men nogen videre indflydelse på ældreområdet er vanskelig at se. Tværtimod tyder meget på - som denne artikel viser - at Thyra Frank og hendes værdier er walking dead i velfærdsstaten. 

DenOffentlige har tidligere fortalt historierne om, hvad der skete med Lottehjemmet efter Thyra Frank, og vi skrev en leder, der begræd, at de værdier, som Lottehjemmet repræsenterede, er i opløsning. Derfor valgte vi også at vise tålmodighed, da Thyra Frank indtog Ældreministeriet, hvor hun hurtigt havnede i en mediestorm.

Pleje- og omsorg under forandring.

Læs historien om en ny ledelse, der på rekordtid slog Thyra Frank's Lottekultur ihjel. 
 
 

Dengang skrev vi, at “I en centraladministration og et politisk miljø, der naturligt altid skal forsvare regler og processer og lede efter håret i suppen, er Thyra Frank placeret som en delfin blandt sultne hajer. Er hun snu og dygtig kan hun overleve, men hun slipper næppe igennem uden bidemærker.“

Siden er antallet af bidemærker vokset mens Thyra Frank har forsøgt at begå sig i den politiske vridemaskine. Senest med modstanderes latterliggørelse af et tomt lovprogram for en minister, der allerede havde erklæret som sit mål, at lave mindst mulig lovgivning men i stedet gøre noget for en bedre hverdag på ældreområdet.

- Når jeg engang er færdig med det job, jeg har sagt ja til som ældreminister, så er jeg overbevist om, at så kan de pårørende, beboerne, personalet og ledelsen mærke, at det er blevet bedre. Det er min ambition, lød det eksempelvis fra Thyra Frank i forbindelse med den indledende mediestorm.

En passage fra en bog om Thyra Franks tid på Lottehjemmet skabte en ny mediestorm, fordi ministeren som plejehjemsleder havde gjort grin med det bureaukrati, der omfavner et plejehjem. I bogen siger hun, at arbejdspladsvurderingen til Arbejdstilsynet blev skrevet af fra en kollega i Jylland, og da det viser et menneske uden respekt for de systemer hun nu er minister for og i, var fanden løs på Borgen.

På DenOffentlige valgte vi forståelsen, og satte perspektiv på sagen.

“Ingen kan være i tvivl om, at arbejdsmiljøet netop på plejehjemmet Lotte var i en klasse for sig selv. Lederen blev hyldet for sit lederskab. Trivslen var i særklasse. Ja, Thyra Frank blev - inden hun meldte sig ind i Liberal Alliance - symbolet på den afbureaukratisering og regelforenkling, som partier fra blå til rød blok i årevis har talt varmt for,” skrev vi i en leder.

Læsere af DenOffentlige kan således ikke være i tvivl om, at vi har sympati for Thyra Franks mission, og det var derfor også med en vis optimisme, at vi udgav et oplæg til en guide for pårørende tidligere i år.

I guiden og den kronik, der udkom samtidig, afdækkes meget grundigt, hvor absurd bureaukratiet og velfærdsstatens maskineri gør hverdagen for pårørende og gamle i hele landet.

Guiden resulterede i et møde med ministeren, som tidligt var blevet orienteret om udgivelsen, og havde udtrykt interesse for at bruge den i sit politiske arbejde. På mødet afviste ministeren dog, at gøre noget. Hun mente i stedet, at FOA, Ældresagen eller en pårørendeforening, som hun mente at kunne huske fra sin tid på Lottehjemmet, måske kunne gøre noget.

Efterfølgende skrev hun et venligt brev, hvor hun afviste, at gøre mere. Her henviste hun bl.a. til en indsats i finansloven, hvor hun har fået afsat 240 millioner kroner til at forlange værdighedspolitikker i kommunerne og oprette stillinger som pårørendevejledere i ældresektoren. Altså i de kommuner, der med en kommunaldirektørs egne ord, er ved at drukne i strategier og politikker. 

“I Greve har vi et hav af politikker, retningslinier, strategier og andet godt, der har til formål at styre og retningssætte hverdagen i kommunen. Ved en første sammentælling, er vi kommet frem til, at der er 101 politikker, strategier og retningslinier – nogle politisk bestemte og andre født på den administrative bane,” som kommunaldirektør Claus Thykjær skriver her.

Nu - tre måneder efter udgivelsen af en guide, der indeholder konkrete muligheder for at gøre en forskel - må vi konstatere, at ministeren har opgivet sin egen mission. I stedet er Liberal Alliances minister for ældreområdet blevet fortaler for præcis det bureaukrati, hun selv engang kæmpede imod.

- Det er min anden uge som minister. Hør nu her, jeg ved, hvad det her drejer sig om. Lad mig nu få lov, sagde Thyra Frank i forbindelse med sin tiltræden.

Her et år efter kan man retteligt spørge, hvad det er hun ville have lov til.

 
Emneord: Thyra Frank, Ældreministeriet, Guide for pårørende, 201217
Den Offentlige på DenOffentlige.dk Du er DenOffentlige!...
Aktivitet: Artikler: 183 | Events: 4

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 23.12.17 M.S. Carstens
    Tiden løber!

    "- Når jeg engang er færdig med det job, jeg har sagt ja til som ældreminister, så er jeg overbevist om, at så kan de pårørende, beboerne, personalet og ledelsen mærke, at det er blevet bedre."

    Så skal Thyra Frank da vist snart til at gøre andet, end at smile når hun er på?

    Som f.eks. at få ændret personalets loyalitet fra ledere til borgere, som det jo faktisk er beskrevet i servicelovens §81, men aldrig er nået ud, til kommunalpolitisk udmyntelse!
    Her har Thyra Frank stadig et mega stort hængeparti, at rette op på, i forhold til, at klart beskrevne love også når ud til underliggende politikkere og ikke mindst deres udførende organer/personaler!!
    Og at de da også efterkommer paragrafferne, frem for, som i f.eks. Thisted Kommune, at frit at lade hån om paragraffer og love, når blot hver hel/halv leder, politikkere og alle deres medløbere kan sikre sig sit, mens borgeren kvæles i mangel på de´t, som § 81 i serviceloven ellers skulle sikre!!!

    Thyra Frank;
    tiden løber, så vil du venligst trække i arbejdstøjet mens tid er og SIKRE, at kommunerne overholder de love, som er vedtaget i folketinget?

    Eller må jeg/vi mange igen konstaterer, at LA e´r Latterlig Arbejdssky?

  • 22.12.17 Pia Hegner
    Hvad bruger vi skatteborgernes penge til?

    Der er netop Liberal Alliance et af de mest nøjeregnende partier, der konstant mistænkeliggør offentligt ansatte. Men når det kommer til egne rækker, så er der åbenbart ingen grænser for, hvad skattebrugernes penge kan ødes bort på. Den minsterpost er rent spild af penge, og man får den mistanke at den udelukkende findes for at skabe en god,økonomisk tryg alderdom for THYRA FRANK. Vi får intet, absolut intet, for vores penge.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige