Offentligt immunforsvar har sat modernisering på pause - brug tiden smart

Kan vi overhovedet forvente disruption af en offentlig sektor, der hele tiden presses af sine omgivelser, spørger Steen Houmark og forsøger at give et svar.

Jeg har tidligere beskrevet mine iagttagelser af disruption i det offentlige som bl.a. politisk motiveret og lovreguleret. Nu er vi halvvejs inde i året, og kommunal- og regionsrådsvalgene i november nærmer sig hastigt. Det giver anledning til at skrue helt ned på forventningerne til den offentlige sektors disruption - tilmed på trods af, at regeringen har nedsat et disruptionråd, en ledelseskommission og begyndt at varme op til sin sammenhængsreform med rundrejser og debat. Problemet er, at vi står i et vakuum. Kommunalvalg, kommissioner og planer om fremtidige politiske udspil øger på samme tid presset på den offentlige sektor og sætter mange nødvendige forandringer på pause.

Dermed står vi i et ledelsesmæssigt og fagligt vakuum mindst resten af 2017, og sikkert også et godt stykke ind i 2018. For seks måneder siden skrev jeg blogindlægget disruption mere end et buzzword. Det har givet anledning til dialoger og workshops med forskellige aktører om nogle af de kommunale udfordringer som vi står overfor, hvis vi ønsker at gennemføre disruptive tiltag ift. kommunal velfærd. For selvom den offentlige sektor en i en form for politisk lammelse, er der titusinder af ledere, hundredetusinder af ansatte og mange grupperinger af politikere, der stadig arbejder for konstruktive forandringer. 

Det er da også nødvendigt, for der er hele tiden potentiale på milliarder af kroner og tilsvarende kvalitetsmæssige forbedringer af kommunal velfærd. I det lys skal man være opmærksom på to centrale kampesten på vejen for frem. To solide abstrakte forhindringer, der kræver bevidsthed, for de bidrager til inerti og langsommelighed i den offentlige sektor. Jeg taler om "den politiske bundlinje" og "det kommunale immunforsvar". Til gengæld kan både medarbejdere, ledere og politikere være et skridt foran kollegerne, hvis bevidstheden om bundlinjen og immunforsvaret er stor - men naturligvis ikke accepteret. 

Den politiske bundlinje

Den politiske bundlinje består af tre hovedelementer, som komplementerer hinanden når store forandringer gennemføres.

  1. det prestigefyldte element
  2. det labile element
  3. det rationelle og nødvendige element

Hvis en sag hverken medfører prestige for beslutningstagerne eller hurtige positive reaktioner hos vælgere og andre interessenter bliver det op ad bakke. Læg i et valgår tendensen til, at kommuner forbruger mere end budgetteret  og samtidig er mindre risikovillige, fordi politikerne både skal dele gaver ud til vælgere og samtidig begrænse enhver risiko for dumme sager. Valgåret er kort sagt reserveret til sikker drift, og da distruption er indbegrebet af forandringer og ukendte risikomomenter, ligger udvikling ofte solid plantet i jorden, når det er valgår.

Forandringer i det politiske lederskab af kommunen eller regionen har det også svært - lidt komisk iøvrigt, for sidst i valgperioden har politikerne en fælles erfaringsbase, hvorfra de kan se behov for forandringer. Men den politiske bundlinje tilsiger en påtaget respekt for det kommende byråd eller regionsråd, og de når sjældent at se på forandringer af det bestående, når de er nye. Det er derfor vi ser ganske få kommuner gennemføre eller afprøve nye rammer for det politiske arbejde og lokalpolitiske arbejdsvilkår. Gentofte er dog en helt særlig undtagelse her.

Den politiske bundlinje har afsmittende effekt på forvaltningerne. Serviceringen af de politiske udvalg, direktørstillinger, chefgrupper, velfærdsområder og andre kendte kommunalelementer er jævnt hen fredet. Læg så hertil, at regeringens sammenhængsreform har sendt innovationsministeren på rundtur i kommunerne for at få inspiration, og at statsministeren har nedsat et disruptionråd. Rundture tager tid og Råd er som bekendt noget man lytter til og de er lang tid undervejs med deres rapporter. Derfor vil vi ikke se meget disruption med kommunal impact fra den kant her i 2017.

Forhåbentlig bruger en masse kommuner og alle regioner det aktuelle vakuum til at søge inspiration, så også de kan iværksætte forandringer med effekt de kommende år. 

Paradokser giver immunforsvar

Den største modstand mod disruptive tiltag ligger i kommunernes indbyggede immunforsvar. Et immunforsvar består af forsvarsmekanismer, der automatisk aktiveres, når organisationen er under angreb. De stærkeste af immunforsvarscellerne er huskecellerne. Det er dem, der fortæller de andre, hvad der er rigtig og forkert, hvorved de underbygger den kommunale selvforståelse/immunforsvar. De er på mange måder fortidens helte. Det vil sige dem, som har løst tidligere tiders udfordringer og derved også har medvirket til, at vi har nutidens problemer. Dette selvforsvar oplever jeg ofte i form af paradoksale tilkendegivelser.

Vi hjemtager alle vores borgere, fordi vi kan gøre det bedre og billigere. 

Vi dropper udbuddet af plejeområdet, for der har været for mange konkurser.

Vi genindfører kommunal rengøring, så rengøringen bliver ordentlig.

Vi laver selv energiplanen, for det er os, der kender kommunens bygninger.

I alle tilfælde er kommunen altså klogere end alle andre. Ved mest. Kan det hele. Googler man eksempelvis konkurser i hjemmeplejen vælter det med historier. Men der er mindst lige så mange historier om dårligt ledede kommunale plejehjem, så opdelingen i private og offentlige er simpelthen en undskyldning for det kommunale immunforsvar. Når kommuner hjemtager borgere inden for handicap-området bliver rationalet helt sært. Her hjemtager kommune A sine borgere fra Kommune B`s tilbud, som for øvrigt med den samme argumentation tager sine borgere hjem fra både kommune A og C. Nok er det markedsgørelse, men er det fornuftigt? 

”Gør vi som vi plejer, får vi det, vi plejer,” sagde Sophie Løhde da hun gennemgik regeringens Sammenhængsreform.

Den kommunale politiske og administrative ledelse må altså se frem til flere forandringer også de kommende år. En af innovationens fædre Clayton Christensen har skrevet, at innovation i princippet enten kan være inkrementel og sammenhængsskabende ift. noget eksisterende (sustaining) eller den kan være radikal og have et nyskabende og til en vis grad ødelæggende forandringspotentiale for det eksisterende (distruptiv).

Ny afslutning....? :-) 

Emneord: Disruption, Steen Houmark, Offentlig modernisering, KV17, RV17, Innovationsdebatten, Innovation og ledelse, Offentlig innovation, Lokalpolitikernes arbejdsvilkår, Juli 2017
De 4 Vinde på DenOffentlige.dk Steen Houmark har de sidste 30 år arbejdet på alle niveauer i Danmarks tre sektorer. Den offentlige, den private og civilsamfunds-sektoren. Det giver ham en bred pallette af erfaringer. De sidste 7...
Aktivitet: Artikler: 20 | Events: 1 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige